Det moderne menneske bruger løs af naturens ressourcer, fælder regnskovene, forurener naturen, ødelægger planeten, men skønt vi alle sammen ved det, har vi ingen virkelig anelse om, hvad vi skal stille op. Vi er blevet afmægtige over for alt det vældige, som vi i vor almagt har sat i gang. Og for at det ikke skal være løgn, har vi i rablende vanvid opstillet et afsindigt antal atombomber, der alle har den mærkværdige egenskab, at de ikke kan bruges, uden at den proces ville blive menneskehedens absolut definitive festfyrværkeri. De er et grandiost eksempel på vor overvældende magt – men nu kan vi kun stå og se afmægtigt på dem.

Vi er endt i en omfattende rådvildhed, og det har gjort os panikslagne. Desperat søger vi efter alt det, der er gået tabt, efter meningen med det hele, efter vor natur og vort væsen, efter betydningen af liv og død, thi vi kan ikke længere fastslå, hvornår det første begynder og det andet ender, og slet ikke hvad det mellemliggende er for noget, eller hvad der eventuelt ligger på den anden side af det, vi kalder liv.

I sin fascinerende analyse af renæssancen, som den kom til udtryk i økonomi, politik, kunst, videnskab og filosofi, hævder Johannes Sløk, at det moderne menneskes afmagt, rådvildhed og desperation netop udspringer af den totale magtovertagelse, som mennesket gennemførte i renæssancen.