Midt i det gamle København ligger stiftelsen Krigsraad Mørks Minde forbeholdt ”Enker og ugifte Fruentimmer af den bedre Klasse, hvis Kaar i Forhold til deres Stilling ere ringe”. Den blev etableret i 1865, og blandt dens tidligste beboere var der fem ugifte søstre, døtre af den kendte maler og professor ved Kunstakademiet, Christoffer Wilhelm Eckersberg. I dag sælges hans billeder for millionbeløb, men da han døde under koleraepidemien i 1853, havde han og hans familie haft store, økonomiske problemer, og han efterlod sig kun sine værker, som der ikke havde været afsætning på de sidste år af hans liv. For at kunne klare et hverdagsliv, hvor det at overleve og undslippe fattiggården blev det primære, måtte døtrene, der da var i alderen 21-36 år, begynde en tiggergang i junglen af de filantropiske muligheder, som fandtes i datidens Danmark. 14 år senere faldt en appelsin imidlertid i deres turban, da de fik tilbud om en fribolig i stiftelsen, hvor de kom til at bo til deres død og efterhånden fik mere ro om deres økonomi. Angsten for fattigdomsspøgelset sad dog stadig i dem, ligesom den fik følgeskab af sorgen over sygdom og død i søstregruppen.

Dette er således beretningen om fem guldalderkvinders liv, så vidt det har været muligt at finde oplysninger om dem. Faderens dagbøger har åbnet for deres barndom og ungdom, mens den næstældste og længstlevende søster, Hedevig, har givet et indblik i deres daglige tilværelse i slutningen af 1890´erne i korte notater. Eckersbergs fem døtre havde imidlertid også haft et liv mellem faderens død og deres eget endeligt i stiftelsen, og dokumenter fra offentlige instanser og private arkiver viser hvorledes, de klarede deres kamp for overlevelse i denne periode. Desuden er det lykkedes at identificere kilder, som viser, at de i god tid inden deres død blev enige om at testamentere deres malerier og tegninger, både fra faderens og morfaderen Jens Juels hånd, til Statens Museum for Kunst og andre institutioner. De stridigheder som udfoldede sig i den anledning, kunne de imidlertid ikke vide noget om, men de er skildret som afslutning på fortællingen om de fem frøkener Eckersberg.