Mopper og mig

Min mor er død. Det kom som et chok for os alle, at Mopper var så syg. Lægen gav hende et halvt år, og vi tænkte: Ja, det er godt med dig. Men han havde ret. Hun fik nøjagtigt seks måneder. For helvede, det var hurtigt. Alt for hurtigt.

Jeg tror ikke, man kan forestille sig, hvordan den sidste tid former sig. Jeg kunne i hvert fald ikke. I familien har vi tacklet det meget forskelligt. Vi sørger og savner hende stadig. Men jeg har brug for at dele mine tanker. Og jeg har altid elsket at høre Mopper fortælle om sit liv. Om sin barndom i England, sine drømme og beslutninger. Sin måde at være i verden på. Det gør hun for fuld gas her, den gamle. Vi nåede at lave det meste af bogen sammen. Og hun glædede sig til, at den skulle komme!

Når jeg læser bogen, er det, som om Mopper sidder ved siden af mig. Som om hun læner sig ind over bordet og siger: ”Lille Nogge-Gogge, de var nogle rovhuller … men jeg fandt min vej.”

Kære Bobs, alle finder deres vej. Du fandt din, jeg har fundet min. Vi har altid elsket hinanden. Og det er sådan, det skal være. Bobsi, jeg knækker af grin, og jeg græder. Men sådan er det, når man elsker.

© 2017 JP/Politikens Forlag (Hljóðbók): 9788740039856
© 2017 Politikens Forlag (Rafbók): 9788740039931

Útgáfudagur

Hljóðbók: 29 maj 2017
Rafbók: 29 maj 2017