Per Petterson (f. 1952 i Oslo), der debuterede i 1987, er blevet sammenlignet med forfattere som Hemingway, Faulkner og Hamsun. Han blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for romanen Til Sibirien, han fik Brageprisen for I kølvandet og er blevet oversat til engelsk, tysk, fransk, rumænsk, hollandsk, færøsk og russisk. Nu har han også fået det brede folkelige gennembrud med Ud og stjæle heste, der fik både Kritikerprisen og Boghandlerprisen og blev en af de mest læste romaner i Norge sidste år, solgt i mere end 140.000 eksemplarer i Norge.

Ud og stjæle heste er en roman om at blive voksen og om at blive gammel og om far-søn for-holdet. Der er to måneder til årtusindeskiftet. Trond Sanden, 67 år, har bosat sig i et lille hus ved en indsø mod nordøst, i grænsetragtene ind mod Sverige. Sammen med sin hund lever han i selvvalgt ensomhed, optaget af hverdagens små trivielle gøremål. En dag dukker en nabo op som viser sig at være en skikkelse fra fortiden. Mødet fremkalder minder om sommeren 1948 da Trond femten år gammel tilbragte ferien sammen med sin far på en sæter. En nærmest mytologisk sommer med dramatiske hændelser som blev bestemmende for hans og naboens videre liv. Det er en sommer hvor Trond også lærer døden at kende på nærmeste hold, og hvor han får et glimt af den forbudte kærlighed, som får katastrofale følger for familien. Efter den sommer bliver ingenting nogen sinde det samme.

Med suveræn stilistisk sikkerhed snor fortællingen sig ud og ind mellem de to tidsspor, nutidssporet og fortiden, som langsomt rulles op. Skæbnesvangre møder mellem mennesker og hverdagens små hændelser flyder sammen til en dybere og mørk strøm. Historien om faderen, som var modstandsmand og måtte flygte til Sverige, og hans forelskelse i en anden mands kvinde. De stærke bånd mellem far og søn som bliver brudt da faderen pludselig forsvinder for godt, og sønnen står tilbage med en følelse af svigt. De intense naturskildringer, som kan minde om Hamsuns Pan, brænder sig ind på nethinden. Det hele skildret i et konkret, krystalklart og usentimentalt sprog hvor følelserne hele tiden ligger skjult under overfladen. Det er sanseligt, handlingsmættet, nøgent og fyldt af poesi. Ligesom jeg-fortællerens favoritforfatter Charles Dickens spørger Per Petterson: hvem eller hvad bestemmer over os? Og er vi hovedpersonen i vort eget liv? Trond siger: Vi skaber selv vore liv, og vi bestemmer selv når det skal gøre ondt. Men det er som om skæbnen har en usynlig finger med i spillet.