I femten essays om kunst og litteratur indkredser Jens Christian Grøndahl forbindelsen mellem liv og værk, tradition og samtid.

Det bliver bl.a. til refleksioner om rock, Proust og Odysseus, om Wim Wenders, Herman Bang og Jørgen Leth. I ét essay gives fx en skarp analyse af det fantastiske ved Herman Bangs forfatterskab, mens et andet omhandler det særlige ved Jørgen Leths kunstneriske udtryk, og et tredje beskriver forfattergerningen:

»At skrive er altid en slags oversættelse, ikke fra ét sprog til et andet, men fra bevidsthedens enrum til sprogets fælles rum. Først i sprogets fællesskab erfarer jeg min oprindelige ensomhed. Ordene belyser tærsklen mellem mig og de andre, samtidig med at jeg overskrider den.«

Til sidst er forfatteren i Australien, hvor han endnu en gang oplever litteraturens evne til at transformere den menneskelige erfaring hen over alle grænser.

*****
- Berlingske

*****
- Nordjyske